Kunst, kunstnere og kunsthåndvæk på Læsø | Asger Jorn | Per Kirkeby | Haugen Sørensen

Kunst og kunsthåndværk

Læsø er inspiration. Kunstnere og kunsthåndværkere finder til stadighed inspiration og arbejdsro på Læsø. Havet og himlen, den alsidige natur og det rige dyre- og fugleliv danner grundlag for en stor del af de unika produkter, der fremstilles på øens mange værksteder.

Forskellige kunstnere

Mange kunstnere har skabt deres helt individuelle stil på Læsø. Motiver og formgivning spænder fra naturalistiske gengivelser til abstrakte kompositioner, der udvikles til billeder, skulpturer, keramik, glas, strik, uldprodukter, smykker og brugskunst.

Lys og farver

Naturens mangfoldighed på Læsø spiller en altafgørende rolle i den kreative proces. Den daglige påvirkning af årstidernes skiften, foranderlighed i farver og lys kan genopleves hos en lang række af både fastboende og tilrejsende kunstnere, der omsætter deres indtryk med fascinerende forskellighed.

Havets nuancer

Prøv bare at sammenligne havets utallige blåtoner i produkterne. Fordyb dig i landskabers skiftende nuancer og oplev det fantasifulde formsprog og materialer hos Læsøs kunsthåndværkere, der udstråler favnende helhedsindtryk eller detaljers finurlighed.

Udstillinger

Læsø Kunstforening er en samlende institution for kunstformidling på øen og arrangerer skiftende udstillinger i “Luddes Hus” i Byrum og på færgens sejlende “Galleri Margrete”. Foreningen varetager derudover Skjoldborgsamlingen, der blev skænket til Læsø Kommune efter multikunstneren Erik Skjoldborgs død i 1997.

Del denne side

Kendte kunstnere på Læsø

Mange kendte kunstnere har igennem årene opholdt sig på Læsø i kortere eller længere perioder. 
I slutningen af 1800-tallet var det kunstnere som Rørby, Skovgaard, Krøyer, Viggo Johansen og Tuxen. 
Fra 1950-1970 var det Hjort-Nielsen, Asger Jorn, Hofmeister, Arne og Jørgen Haugen Sørensen samt Marinus Nielsen, som tilmed er født på Læsø. 
Mogens Hoff havde atelier på Læsø. I dag har Per Kirkeby atelier på Læsø.

Asger Jorns vægmaleri

Under et besøg i kunsthandler Børge Birchs sommerhus på Læsø i 1965, udførte Asger Jorn på få timer et vægmaleri på 50 m2. Med en kompliceret teknik blev maleriet i 1986 flyttet til forhallen i Østre Gasværks teater. I dag kan du se det store maleri på kunstmuseet Arken.

Nyt liv i Jorns atelier

Nye ejere har købt Jorns atelier og bolig ubeset, præcis som Jorn selv købte det tilbage i 1964. Atelier og beboelse er reetableret og fremover benyttes det som refugium for unge kunstnere

Keramik på Læsø

Én af Læsøs kendte kunsthåndværkere er keramikeren Jeanne Henriksen, som i sit værksted Lynggård Keramik under det smukke stråtag i hjemmet På Remmerne har raffineret sit kunstneriske udtryk til perfektion gennem mere end 25 år. Krukken på billedet her på siden er skabt af Jeanne Henriksen i den smukke blå farve, som er blevet kendetegnet for Lynggård Keramik, og som helt sikkert er inspireret af naturen på Læsø.