©  Foto:

Læsø Saltsyderi - museer

Læsø Salt - populær attraktion
Den, der står i sydehytten og lytter til saltsyderens beretning om Læsøsaltet, vil helt sikkert blive bjergtaget af stemningen i hytten, af bjælkekonstruktionen, vandets syden, lysstrålernes møde med vanddampen og røgen fra ildstedet. Det er ikke et nyt fænomen på Læsø. Fra 1100-tallet og ca. 500 år frem har læsøboerne sydet salt på denne måde.

Historie: Læsø Salt produceres som i gamle dage Læsø salt fremstilles som pandesalt efter de gamle forskrifter. Det saltholdige grundvand hentes i brønde på Rønnerne. Vandet hældes i store jernpander, som hænger over ildstedet. Nu inddampes vandet, og når saltlagen er mættet, krystalliserer saltet. Herefter skovles det op i store kurve hvor det drypper af inden det tørres. Det er meget vigtigt at vandet ikke koger, for så bliver saltet bittert.

Gratis foredrag: saltsyderiet er altid et besøg værd Det er saltsyderens ansvar, at saltvandet i jernpanderne holdes på rette temperatur. Det gør han med en trærive, som han trækker igennem vandet. De rette temperaturer er afgørende for saltets kvalitet, herunder saltets porøsitet og smag. Det er også saltsyderen, der fortæller om sit fag og om saltets historie på Læsø. Det gør han ganske gratis, til alle der vil lytte.

Meget salt grundvand Saltlagen til sydning hentes i dag som i middelalderen fra gravede brønde på Rønnerne. Et samspil af geologi,vinterstorme og tørt klima bevirker, at der dannes meget salt grundvand. Flere gange i vinterens løb oversvømmer havvand det flade område og i sommerhalvåret sker der en kraftig fordampning fra sandoverfladen. Vandet bliver ca. to meter nede i sandet stoppet af et massivt lag blåler, så det må blive stående og fordampe. Restvandet får en saltkoncentration på op til 15 procent. Saltprocenten i Kattegat er ca. 2-3.

Sydehytter på Læsø Fra 1990 og 15 år frem har arkæologer, med Jens Vellev og arkitekt Hans Langballe i spidsen, hvert år foretaget arkæologiske udgravninger på Læsø. Den første sydehytte er en rekonstruktion af en hytte fra 1100-tallet. Den blev indviet grundlovsdag, den 5. juni 1991. I 1998 blev Læsø Saltsyderi udvidet med en stor dobbelthytte. Det er en rekonstruktion efter et anlæg, som blev udgravet på Langerøn

Salt og psoriasis

Det er en kendt sag, at saltvandsbehandling kan have en lindrende og dæmpende virkning på hudlidelsen psoriasis. Det er også kendt, at salt, jod og magnesium tilsammen har en større effekt. Restvandet efter 1 uges sydning er en mættet saltlage med et stort indhold af bl.a. jod og magnesium

Saltkur i kirken Læsø Kur

I foråret 2008 åbnede Læsø Kur i den tidligere Vesterø Havnekirke. Det er et kurbad baseret på det saltholdige grundvand fra Rønnerne. Foruden behandling af psoriatikere tilbydes kur- og velværebehandlinger for alle

Bordsalt

Læsø sydesalt er et krydret havsalt, som er særdeles velegnet som bordsalt. Det indeholder omkring 90% rent køkkensalt (NaCl). Saltet indeholder desuden forskellige mineraler, jod og sporstoffer.