Vesterø Havn 2006 luftfoto AR.

Fælles Bæredygtig Erhvervsvækst på Læsø - Landdistriktsprojekt

Foto: Alex Rasmussen

Projektets formål er skabelse og forankring af fælles erhvervsudviklingsløsninger på Læsø og organisatorisk konsolidering af de enkelte virksomheder gennem strategisk planlægning. 

Forsøgsprojektet er målrettet gennemførsel over 2 år med målsætningen; at få etableret en lokal forankring og kontinuitet, som kan videreføres efter projektperioden. Hovedformålet er strategisk forretningsudvikling og vækst hos erhvervslivet på Læsø med fokus på bæredygtighed, grøn omstilling og cirkulær økonomi.

Projektet, Fælles Bæredygtig Erhvervsvækst på Læsø, løber fra 2022 til december 2024.

 

Baggrund

Læsø er som samfund udfordret af øens størrelse, demografi og det afgrænsede lokale marked. 

For Læsø er det yderst vigtigt at overleve som helårssamfund, fordi helårssamfundet, sammen med naturen og øens unikke seværdigheder, er det som tiltrækker gæster – og dermed turismegrundlaget – til Læsø og understøtter den lokale samfundsøkonomi.

Læsø Turist- og Erhvervsforening (LTE) har til formål at skabe erhvervsudvikling på Læsø, og i samarbejde med Læsø Kommune udmønte resultater i henhold til Læsø Erhvervsstrategi.
Med ledelseskompetencer og mangeårig erfaring med projektledelse og udviklingsprojekter, vil LTE som aktør gennem projektet således understøtte fremmelsen af potentielle kompetencer og uudnyttede ressourcer på Læsø.

 

For skabelse af bosætning på Læsø, er det vitalt, at der skabes arbejdspladser, enten som selvstændige erhvervsdrivende eller af selvstændige erhvervsdrivende. Arbejdspladserne skal skabe foryngelse, driftighed og nytænkning i forretningsmæssige koncepter på Læsø.

LTE skal fungere som assistance og mellemled for virksomhedssparring på Læsø, hvor virksomhederne kan lære af hinanden og generere nye bæredygtige idéer og initiativer.

Det er målet at initiativerne i projektet bliver lokalt forankret, så de kan videreføres og udvikle sig efter projektperioden:

  • Investeringsassistance; LTE hjælper med fundraising og søgning af midler.
  • Udvidelse af erhvervssynlighed; LTE udarbejder en digital platform for Læsø Erhverv
  • Netværksinitiativer; LTE faciliterer workshops og events

 

Erhvervsrådgivning og forretningsudvikling

Gennem projektet stiller LTE sig til rådighed for sparring og idégenerering med virksomhederne på Læsø, samt til vejledning om forretningsplaner og finansiering og tiltrækning af investorer til forretningsinitiativer og projekter. På basis af dette, skal der skabes mere fokus på langsigtede og bæredygtige strategier i virksomhederne.

Målsætningen er at skabe 8-10 forløb, som både går fra idéstadie til realisering, samt medfører skabelse af et tilsvarende antal arbejdspladser forankret på Læsø. Forløbene skal hermed fastholde eksisterende virksomheder og arbejdspladser, samt generere nye virksomheder og tiltrække arbejdskraft til øen på lang sigt.


Investeringsassistance og fundraising

Projektet, Fælles Erhvervsvækst på Læsø, skal agere som koordineringsled og ankerpunkt for LTEs assistance og vejledning omkring investering og fundraising – særligt for enkelte små virksomheder, som ikke selvstændigt formår at løfte, og derfor ikke får udnyttet sit potentiale for vækst.

Projektet skal skabe kontakt og dialog i øjenhøjde med Læsøs erhvervsliv til at overkomme de barrierer, som afholder Læsøs primære gruppe af eksisterende og potentielle erhvervsdrivende fra at udvide deres eksisterende forretning eller starte nye initiativer.
 

Fælles erhvervseksponering

En vigtig del af projektet er opbygning af en fælles hjemmeside for Læsøs Erhverv, samt relaterede eksponeringskanaler såsom Facebook og nyhedsbreve. Her skal information om muligheder for erhvervsudvikling på Læsø formidles såvel internt som eksternt.

Platformen skal som mål kunne understøtte virksomhedernes fælles behov for erhvervsmæssig sparring og interaktion, informationsdeling, formidling og ekstern eksponering for forretningsdrivende på Læsø. Derudover kan platformen bruges til tiltrækning af nye potentielle erhvervsdrivende, arbejdskraft, investorer mv.

 

Netværksskabelse og fælles kompetenceopbygning

Opbygning af netværk og fælles kompetencer gennem projektet skal ske under løbende afholdelse af temamøder, dialogmøder, workshops og interne og eksterne kompetenceopbyggende aktiviteter. På denne måde faciliterer og koordinerer projektet relevante netværk mellem virksomhederne, i samme og på tværs af brancher, og mellem Læsø og fastlandet.

Gennem fælles aktiviteter mobiliseres Læsøs hvilende ressourcer og iværksættere, som har brug for værktøjer og en platform til netværksdannelse. Dette gælder både fastboende, men også frekvente helårsgæster, som har et tilhørsforhold til Læsø. Netop her skal projektet fungere som katalysator til videreudviklingen af det eksisterende Læsø Erhvervsnetværk.

Læsø Erhvervsnetværk består af 20-25 frivillige lokale og fritidslæsøboer, som har stillet deres individuelle kompetencer og erfaring til rådighed for at assistere Læsøs erhvervsliv. Initiativet er målrettet tilknytning af flere højtuddannede kompetencer til Læsø som helårssamfund.

 

Projektet er støttet af Bolig- og Planstyrelsen, som har bevilget tilskud fra Landdistriktspuljen, og løber frem til december 2024.