Den brune bi – en del af Læsø | Visitlaesoe

Den brune bi – en del af Læsø

Af formand Carl Johan Junge

Læsø Biavlerforening har i mange år stået for bevarelsesarbejdet med den brune bi. Foreningens biavlere laver et målbevidst avlsarbejde, der bevirker, at vi stadig har brune bier i Danmark. Alle rene biracer er under pres i disse år, og det gælder ikke mindst den brune bi. Racerne forsvinder, fordi de krydses indbyrdes, og det ødelægger fremtidens muligheder for at skabe kontrollerede kombinationer mellem rene biracer, som kan fremme honningproduktionen for morgendagens biavlere. Desuden er den brune bi et stykke dansk kulturarv, som også vikingerne gjorde brug af, når de høstede honning fra vildtlevende bifamilier til bl.a. mjødfremstilling. Den arv har vi ansvaret for. 

Når jomfruer skal parres

I et bistade er det kun dronningen, der skal parres med hanbier (droner). I en kort hektisk periode flyver jomfrudronningerne ud og parrer sig med 12-20 droner. Parringerne foregår i fri luft langt fra bistadet for at undgå indavl. Dronninger og droner forlader bistaderne og flyver tit adskillige kilometer for at mødes på parringspladser, hvor parringerne foregår i mange meters højde. På få dage optanker dronningerne sæd til resten af livet. Enhver kan forstå, at det derfor kræver særlige foranstaltninger at undgå raceblandinger.

Parringsområde for brune bier

Alle parringer af brune bier skal foregå på den østlige del af Læsø. Fra Hals Kirkevej og østpå må der kun være godkendte brune bifamilier til at levere droner til parringerne. Jomfrudronninger pakkes i små bifamilier og sættes ud til parring i området. Når parringerne er overstået, hentes dronningerne hjem og introduceres i de bifamilier, der skal producere honning.

Skovhytten - udstilling om brune bier

Læsø Biavlerforening har en permanent åben udstilling om den brune bi i og ved Skovhytten. Året rundt er der bier i et par bistader, som man forsigtigt kan kigge til ved at åbne en låge på siden af det ene bistade. I månederne juni til september er der bier i et stort observationsstade. Her kan man se trækbierne vandre ind i boet med ”pollenbukser” på benene. Der er bier i en hul træstamme, så man kan få et indtryk af, hvordan bierne bygger i vild tilstand, og en halmkube med bier, der illustrerer tidligere tids biavl.

Honning

Honningen fra Læsø er et rigtigt naturprodukt, der overvejende indsamles på naturarealer. Bedst kendt er den krydrede lynghonning, som bierne indsamler på heder og andre arealer med lyng. Med fare for liv og lemmer kæmper bierne sig fra blomst til blomst for at få fat i de minimale nektardråber, der hentes i lyngplantens ganske små blomster. Farerne lurer overalt i form af edderkopper, guldsmede og biulve, der laver et måltid mad ud af de flittige trækbier.

Læsøhonning fra de brune bier kan købes direkte hos biavlerne eller hos flere handlende på øen. Desværre er honningudbyttet fra Læsøs naturarealer meget svingende fra år til år, og ofte er efterspørgslen efter honningen større end produktionen, og man kan derfor opleve, at honning fra de brune bier er udsolgt.

Del denne side

Links

Her kan du få flere informationer:

Danmarks Biavlerforening: www.biavl.dk

Læsø Biavlerforening: www.brunbi.dk