Gå til indhold
©  Foto:

Vandrerute Læsø - Nordkysten mellem Vesterø og Østerby - 14 km med havudsigt og natur for alle pengene

Gåturen langs Læsøs spektakulære nordkyst mellem Vesterø og Østerby med udsigt til Kattegat og Nordre Rønner er nok en af de mest populære vandreruter på Læsø. Mange lokale går den jævnligt, og flere går den såmænd flere gange om ugen.
Også blandt vores gæster nyder den en stigende popularitet, og med god grund: Her er 3 til 6 timers sund motion, ro, højt til himlen, langt til horisonten og ingen trængsel. Nogle går den i godt selskab med andre, og andre går den i godt selskab med sig selv! Uanset hvad, så er det en skøn tur, og man er behagelig fri for at tænke på højre eller venstre:-)

Bussen på Læsø er gratis, så det er populært at tage bussen til Vesterø eller Østerby, og så gå retur langs stranden. Langt det meste af den østlige del kan gås bogstavelig talt med fødderne i vandkanten eller sågar i soppe-dybde, og først fra Holtemmen og vestpå trækker man lidt ind på et spor. Er der lyst og kræfter til det, kan stort set hele turen foretages på et spor på indersiden af klitterne, og det giver også en god oplevelse.

Hele strækningen er på cirka 14 kilometer, og undervejs er der muligheder for et par pit-stop: Ved Storedal er der toilet og vand tæt på stranden, og bevæger man sig lidt ind i skoven, møder man Skovhytten med både bålsted og fitness-bane, hvis der er brug for træning af andet end benene:-) Ved Horneks Odde er der ligeledes mulighed for toiletbesøg og vand, samt et par bordbænkesæt ved Hummerhytterne.

hummerhytter ved Horneks Odde

Hummerhytterne rummer flere gode historier; fiskerne brugte dem om sommeren, og roede flere kilometer ud for at røgte hummertejnerne, og fangsten blev fragtet til Vesterø Havn med trillebør. Inde i hytterne hænger plancher med masser af information om hytterne, skrevet af museets praktikant i 2021, Anna Søe, som her ses med museets leder Simon Kyhn-Madsen.

Læs mere om hummerhytterne her:
Hummerhytterne ved Horneks >

Mellem Storedal og Horneks ligger Lilledal, og her kan man opleve Redningshuset, hvorfra redningsfolkene helt op til sidste århundrede roede til undsætning, når skibe strandede på de mange rev nord for Læsø - tilnavnet Blæksprutten fortæller alt om, hvor mange rev, der er. Det anslås, at der tæt på Læsø er mere end 800 skibsvrag!

Nyttige links:

Se ruten på appen AllTrails >

Ruteplan for den gratis bus 840 på Læsø >

Book færgebillet til Læsø her >

Naturstyrelsens side om Læsø Klitplantage er en fantastisk kilde til viden om området