Stenhuset ved Horneks

Museet har fået forærende et maleri af Stenhuset ved Horneks, malet af Læsø-maleren Marinus Nielsen. Det har givet lejlighed til at undersøge hvornår, hvorfor og af hvem, dette særegne hus blev bygget, og husbyggerens datter Kirsten Kragh har bidraget med informationer,

Hvornår og hvorfor
Stenhuset, der stadig eksisterer, blev opført i 1936 af Aage Madsen. Hans mål var at skabe et hus, der skulle falde så meget i ét med naturen som muligt. Hele vægten i materialevalget var således lagt på omgivelsernes naturmaterialer, som f.eks. sten fra stranden og tang. Mod at lade området, hvor huset ligger, frede, fik han tilladelse til sit byggeri. På maleriet kan man se både naturstenene i væggene og tangen på taget.
Tangen, der blev brugt til tagdækning, var imidlertid ikke ålegræs, sådan som vi kender det fra Læsøs tanghuse – nej, det var den brune blæretang, der blev hentet lige nedenfor på stranden og lagt op på tagpap og holdt fast af et stormasket ståltrådsnet. Skete det, at der faldt for meget tang af i blæsten, var det nemt at gå ned på stranden og hente noget mere. Indenfor bestod huset alene af et rum–stort kan man ikke kalde det, det er vel ca. 20 m2. Møbleringen bestod af to gange to køjer, samt et bord og fire stole, og ved skorstenen et gammelt komfur.
I skorstenen er nu indridset: Aa. M. 1936 GH – KEH 1970 (Aage Madsen – 1936 – Gretchen Hermann – Karl Erik Hermann – 1970).

Der var ikke noget toilet i eller ved huset, men bag huset var der på et tidspunkt en brønd. Den blev imidlertid kastet til, fordi nogle ”uvenlige mennesker”, som datteren udtrykker det, havde kastet et dødt marsvin ned i den. Derefter havde ingen mere lyst til at bruge vandet fra brønden. I stedet hentede man så vand fra et vandhul på et sted, hvor grundvandet stod højt, og Aage Madsen konstruerede selv en lille vandpumpe med filter til formålet.
Når beboerne skulle vaskes, foregik det ved et stativ med et vaskefad, men det skete nu ikke for tit, da de selvfølgelig badede i havet.

Livet ved huset
Huset lå ganske øde der ved nordkysten, med hummerhytterne som nærmeste nabo. Der kom sjældent mennesker på de kanter, og det passede ejeren ganske godt, for datteren fortæller, at faderen kunne blive vred, når fremmede trængte sig på. ”Så var der ikke langt til konflikt”, siger hun. Men ”gamle Andersen”, der kom, når han skulle røgte sine hummertejner, var velkommen. Af og til hjalp han til, og han sagde aldrig nej til en kop varm kaffe og en dram.
Selvom Aage Madsen meget tidligt fik bil, så tog han den aldrig med til Læsø. Meningen var jo også, at de her skulle leve af naturens rige gaver: fisk, bær, svampe mm. ”Men OK”, siger datteren, ”nogle gange var der hakkebøf på dåse”. Når ejeren og hans nærmeste var blevet sat i land på Læsø, gik de til fods fra Vesterø til Horneks, langs stranden. En gang havde de hele oppakningen i en trillebør, der også skulle med til Horneks. Aage Madsen førte trillebøren, mens datteren og hendes mor ”var spændt for” for at lette kørslen.
Til oppakningen hørte altid en lille mælkejunge med mælk, og datteren husker, hvordan mælken altid var sur, når de nåede frem til huset. Sidst i 50’erne anskaffede Aage Madsen en mahogni-jolle med sænkekøl, så nu kunne der sejles fra Vesterø til Horneks – men turen gik ikke uden om Nordre Rønner, nej indenom. Når de kom til den ”store revle” (Flaget), blev kølen trukket op, alle steg ud, og så maste og skubbede de båden til revlen var passeret.

Livet i huset blev levet enkelt. Så meget som muligt foregik ude i det fri, i solskinnet. Der blev hugget brænde til komfuret, mens datteren sad og så på, og båden lå klar til en tur på vandet. Naturromantiker, kalder datteren sin far, men samtidig fortæller hun, at han var først, når det gjaldt ny teknik, f. eks. havde han en af de første transistorradioer, som fik lov at komme med til Horneks.
Det skete nu også, at de fik gæster på besøg i Stenhuset. På fotografiet ses Agnes og Fyrskibsmand Theodor Madsen, der er ved at gå i land. Læg mærke til, hvor fint de er klædt – dengang må det være oplevet som en kontrast til husets beboer, som man ser tage imod iført sommerbukser og bluse.

Hvem var Aage Madsen?
Datteren siger: ”Der var meget læsøbo i ham. I byen var han sky, men på Læsø så han meget gerne gæster omkring sig - vel at mærke nogle han kendte”. Endvidere fortæller hun, at: Han betragtede sproget som et redskab. Han var god til at bruge sine hænder til praktisk arbejde. Han var sart og sov meget. Han havde fantasi. Han røg ikke. Han var ateist. Han havde været i Sovjet som fagpsykolog. Han havde til opgave at teste aspiranter til jobbet som lokoførere. En interessant og sammensat person, som med et nutidigt begreb må kunne betegnes som datidens økolog. Stenhuset blev ved Aage Madsens død afhændet til K.E. Hermann, som i 1987 lod det overgå til Nordjyllands Skovdistrikt, mod at han ”måtte leje det for en symbolsk sum til de ikke kunne mere”.

Nu er K.E. Hermann død, og i 2005 blev huset sat i stand af Læsø Kommune med midler fra Skov- og Naturstyrelsen. Huset, der nu hedder Hornekshuset, står åbent og tilgængeligt for gæster, der kunne have lyst til at studere området ved Horneks med bl.a. de mange sæler. Huset, og området der omkring, har ikke undergået de store forandringer – se selv! Væggene er stadig intakte, skorstenen er ganske vist bygget om, og der er ikke tang på det nye tag. Det nye tag er derimod bygget op af det holdbare lærketræ.

Aage Ignatius Madsen blev født den 03.08.1899 på Læsø, og døde i 1962 på vej til Frederikshavn. Forældrene var Peter Valentinus Madsen og Christine Henriette Møller. Han var ugift, men levede en årrække sammen med koncertsangerinde Kamma Larsen, og senere med Else Palle Petersen. Med sidstnævnte har han datteren Kirsten Kragh. Aage Madsen blev sat i smedelære i Sæby, men stak af og begyndte at læse på Polyteknisk Læreanstalt i København, men han ændrede dog retning og blev psykolog. På et tidspunkt lærte han sig også russisk med henblik på deltagelse i psykologkongresser i det daværende USSR. Som hobby studerede han indisk religion og filosofi ved Københavns Universitet.

Denne artikel er skrevet af Kirsten Gjedsted og er første gang bragt i Læsøs årsskrift for 2006