Læsø får Danmarks hurtigste internet! | Visitlaesoe

Læsø får Danmarks hurtigste internet!

1 Gb op og 1 Gb ned. Det er kodesprog for ”svimlende hurtigt bredbånd tilbydes ALLE på Læsø” – bolig, sommerhus, erhverv!

Frem til dec. 2017 bliver Læsø gennemgravet og gennempløjet fra syd til nord og fra øst til vest. Der skal lægges 1575 km kabler og fiber i jorden.

I kraft af et unikt samarbejde mellem Læsø Kommune og Nord Energi Fibernet A/S fra Hjørring får alle ejendomme på Læsø i løbet af 2017 adgang til lynhurtigt bredbånd, TV i høj kvalitet og telefoni.

Gratis! Ja, det er prisen for at blive tilsluttet, hvis man melder sig til inden udgangen af 2017. Kunderne skal blot betale sædvanlig abonnementspris i mindst 6 måneder, så leveres der fibernet lige ind i huset. Læsø Kommune har bevilliget 10,8 mio.kr. til at sikre borgere og gæster Danmarks bedste digitale forbindelse. Denne politik er valgt for at sikre, at borgerne i stort omfang også finder det attraktivt at udnytte de nye muligheder.

Gratis for kommunen? Nej det er det ikke!

Kommunalbestyrelsen godkendte på et ekstraordinært møde den 18. oktober at låne godt 10 mio.kr. fra en særlig godkendt lånepulje jf. erhvervsfremmeloven. Dette beløb gives som tilskud til Nord Energi Fibernet A/S for at levere et dækkende netværk.

Fredag den 4. november underskrives kontrakten, der skal sikre aftalen. Og Nord Energi FiberNet A/S får fornøjelsen af at være leverandøren, der som den første i Danmark får en kontrakt på at levere et komplet dækkende fibernet i en hel kommune – med Bredbånd Nord som indholdsleverandør.

Armene er højt oppe – hos både kommunens borgere og i kommunalbestyrelsen i Læsø Kommune. Borgmester Tobias Johansen er helt klar over, at dette er en enorm stor investering i forhold til kommunens størrelse, faktisk 6000 kr. pr. indbygger – men det bliver alle pengene værd. Han udtaler, at ”Vi investerer i at være en aktiv del af samfundet! Velfungerende IT en livsnødvendighed for en kommune, så man kan arbejde, holde ferie, drive virksomhed, og kommunikere effektivt på alle måder. Vores fysiske afstand til fastlandet gør det endnu vigtigere at fungere godt digitalt.

Borgmesteren fortæller, at aftalen er så usædvanlig, at kontrakten bliver underskrevet på et åbent arrangement, hvor alle kommunens interesserede er inviterede. Der er god grund til at feste! Aftalen vedrører nemlig hele øens udvikling – og er et springbræt mod en digital fremtid for en ø der allerede er i god udvikling.

Læsø Kommune ser frem til at det hurtigere internet bliver en realitet. I årevis har et langsomt og ustabilt net været hverdagen for rigtig mange husstande og virksomheder på Læsø. Mobildækningen har heller ikke været imponerende. Det har været en bremse for Læsøs udvikling.

Sommerhuse uden internet er umulige at sælge og svære at leje ud - internetforbindelse er noget af det første, potentielle huskøbere spørger til. Nu kan der svares, at ”det fås ikke bedre”.

Aftalen skaber nogle meget vigtige muligheder for at drive virksomhed også i de ’naturnære” dele af Læsø. - ligesom de 150.000 turister der gæster Læsø hvert år får en endnu bedre ferieoplevelse.
Læsø kan nu blive en meget attraktiv placering for kommunikationsvirksomheder, der ikke har store behov for traditionel varetransport og for ansatte, der pludselig kan opnå at bo i både en fantastisk skøn natur og et venligt og fredligt samfund, og hvor der samtidig er mulighed for at indrette sig med en lynhurtig IT-fjernarbejdsplads.

Den politiske begejstring bliver i øvrigt ikke mindre af, at man med de nye bredbåndsforbindelser vil spare ca. 130.000 kr. årligt på driftsbudgettet for IT og telefoni, samtidig med at kapaciteten bliver meget større.

FAKTA

I Danmark har der været stor politisk velvilje til at støtte udbredelsen af bredbåndet med forskellige statsstøttede initiativer. Men efter tilløb i flere andre kommuner, er det første gang det faktisk lykkes at skabe en så omfattende løsning. Det er kun muligt fordi Læsø kommune har fået tilladelse til at optage et lån til opgaven. Tilskudsordningerne har desværre ikke vist sig så anvendelige, når man ønsker en løsning for hele kommunen.

I virkeligheden er aftalen baseret på, at det er bredbåndsselskabet der både ejer og anlægger fibernettet. Læsø kommunes rolle er at give et økonomisk tilskud til leverandøren, så det er muligt at få alle ca. 2700 ejendomme på øen med.

Projektet har været i EU-udbud, og Kommunen giver støtte i henhold til Lov om erhvervsfremme og Regional udvikling. Desværre valgte kun ét firma at give tilbud, til trods for at flere var interesserede.

Borgmesteren mener, at årsagen må være, at det endnu er en helt ny samarbejdsmodel, som virksomhederne ikke har så meget erfaring med. Hele dialogen med Nord Energi FiberNet A/S har været præget af et fælles ønske om udvikling af denne samarbejdsmodel, og at Læsø Kommune vil meget gerne vil dele erfaringerne herfra med andre.

Nordjysk erfaring er grundlag for kontrakten.

Nord Energi Fiber Net A/S er meget tilfreds med muligheden for at komme hurtigt i gang.

Det bliver en travl periode, men det er vigtigt at få projektet gennemført flot og effektivt, som et lysende eksempel på digitale samarbejde mellem offentlige og private virksomheder. Virksomheden har stor erfaring med denne type opgaver og stor forventning til den langsigtede værdi af denne opgave, der forhåbentlig bliver den første i en perlerække af tilsvarende samarbejder.

Allerede i denne uge planlægges gravearbejder og tidsplaner. Det kræver en detaljeret planlægning, når 110 lastbiler skal transportere fiber og udstyr med færgen til Læsø. Så efter en meget aktiv turistsæson med fyldte færger er det nu tid til at fylde færgen med fiber - på vej til fremtidens bedste bredbåndskommune.

Henvendelse kan ske til:

Læsø kommune, Borgmester Tobias Johansen, tlf. 51357222

Nordenergi Fiber Net A/S, afdelingschef Christian Frost Lauritsen, tlf 51541110

Del denne side

Læsø set fra luften