Lystfiskeri

Lystfiskeri på Læsø

Foto: Visitlaesoe

De første fangster meldes i regelen fra Læsø, hvorefter fiskene spreder sig ind gennem de danske farvande

I kan fiske i havet fra kysten eller fra havnemolerne i Østerby og Vesterø. I kan blandt andet fange havørreder her fra marts til november. Prøv også at tage på havfiskeri med båden Seadog, som sejler ud fra Vesterø.

Læsøs fiskemuligheder er mange og øens stenede kyster lokker det meste af året store mængder af havørreder til. De mest kendte pladser ligger på begge sider af Østerby havn, specielt kysten vest for er kendetegnet af vældige sten på stranden og de fortsætter ud i vandet, hvor mørke områder består af lutter gode sten med de fineste standpladser for havørred.

Øst for havnen begynder et nyt revir, Danzigmand. Her er et par kilometer spændende kyst og videre ud mod fyret kommer et hjørne med sandbund hvor strømforholdene tit lokker sild og tobis ind under land.
Ved Læsøs nordkyst er der flere rigtig gode steder at fange fladfisk som rødspætter, tunger, slethvar og pighvar samt havørreder og torsk. Hornfisken kommer i maj i meget stort antal og fanges langs hele kysten.