Præst på Læsø

Præst på Læsø

Eva Bernhagen fortæller om sin ankomst til Læsø som præst i 2016

Kirken som åndelig tankstation

En præst beskrev engang kirken som en åndelig tankstation, der i lokalsamfundet ligger side om side med de andre åndelige tankstationer: biblioteket, kroen, sportsforeningen, museet og forsamlingshuset. Alle de steder hvor folk går hen for at søge viden, fællesskab og mening i deres liv. Kirken på Læsø er også sådan en tankstation. Funderet på den kristne livstydning og i dialog både med det nære lokalsamfund og i bevægelse rundt i årets cyklus og små som store verdens begivenheder. Denne tanke åbner op for, at vi som kirke ser os selv i et samspil med andre institutioner og foreninger på Læsø, og at vi kan gå i samarbejde med dem. Vi kan fejre Halloween sammen med biblioteket og med sportsforeningen. Til Advent kan vi byde julemanden velkommen i kirken, efter at han har tændt lysene på Brugsens juletræer, og vi kan invitere skånske folkedansere til at danse ind og ud af Østerby kirke i starten af august. For det giver mening på Læsø. Som kirke er vi ikke stationære og ubevægelige – vi rykker os derhen, hvor folk er.

På havnen i den sorte kjole

Om sommeren bliver Læsøs to havne samlingspunkter for de mennesker, som er på øen. Dem ønskede vi at møde. Således opstod ideen til et nyt tiltag: ”Syng solen ned på havnene i Østerby og Vesterø.” En andagts/gudstjenesteform, der kræver netværk, rekruttering, organisering og kommunikation, fordi der er mange mennesker involveret, frivillige som medarbejdere. Konceptet kendte vi fra Strandby, hvor man synger solen ned med musikledsagelse - men uden en præst og egentlig forkyndelse. Tænk, hvis vi kunne knytte det folkelige i aftensang på havnen sammen med det kristne budskab? Det var bestemt værd at prøve! Jeg var meget nervøs ved den første ”Syng solen ned. ”Dér stod jeg som et fremmedelement på havnen i min sorte præstekjole. Heldigvis var de frivillige musikere spændte og glade, og det smittede af på mig. Havnen i Vesterø fyldtes ganske langsomt af henved 100 mennesker, som kom for at nyde aftenstemningen, lytte til dejlig musik og måske driste sig til at ønske en salme fra sanghæftet, som en dygtig frivillig havde fabrikeret. En 9-årig pige fra Østerby deltog med sin familie, og hun ønskede, at vi skulle synge ”Jeg er træt og går til ro” – for det var den eneste sang i hæftet, som hun kendte. Sådan fik en salme, der i den grad er blevet begravelsessalmen nr. 1, en revival som godnatsang. Det siger noget om, hvor forskelligt salmer og sange påvirker os, og hvordan vi bruger dem til at sætte ord på vores følelser, vores erfaringer. En aften hvor jeg blev lidt længere på Østerby Havn var der en solbrændt mand i sin bedste alder, som stod og så ud som om han gerne ville sige noget til mig. Da jeg trådte nærmere, kunne jeg lugte, at han ikke var helt appelsinfri. Og hvorfor skulle han også være det, når han var på ferie? Kirken ville han aldrig sætte sine ben i, sagde han. Det løb var kørt. Men hvor var det dog godt, at vi var der på havnen i aften, og han takkede mig mange gange for en god oplevelse. De bedste møder sker, når man taler lige ud af posen.        

Hvem er du egentlig?

I et lille samfund som Læsø ved vi alle hvem hinanden er. En veninde fortalte, at hun en dag havde gået tur i Byrum med et skrigende barn i barnevogn, som ikke ville sove. På gåturen havde hun hilst på en mand, som havde nikket indforstået. Senere på dagen var hun taget til Østerby for at spise frokost, hvor en anden mand interesseret havde spurgt om hun mon havde fået barnet til at sove. Det er Læsø i en nøddeskal. Samtidig med at vi tror vi ved alt om alle, så ved vi det lige præcis ikke. For jeg er da mere end præst. Jeg er gift med Simon og mor til Roland og Hugo. Jeg er medlem af sportsforeningen i Østerby. Et medlemskab, som har ført mig ud til skov og strand, hvor jeg under de strengeste og smukkeste forhold har dyrket motion sammen med en håndfuld kvinder og en enkelt mand. Jeg holder af at komme i Natkirken pga dens mørke kroge, dens intense stilhed og nærværende bønner. Jeg er biblioteksbruger, fordi jeg elsker at læse tegneserier og er tit at finde på biblioteket. Jeg er med i en randrusiansk loge, der kalder sig selv KULA. Hvad det betyder, er en dyb og velbevaret hemmelighed. Sådan kunne jeg blive ved og ved. Men det er ikke meningen. Min pointé er denne: som mennesker har vi flere identiteter, ja utallige, og vi opsøger fællesskaber, sammenhænge hele livet igennem, hvor det giver mening for os at være. Vi har aldrig kun én identitet og er aldrig kun den samme person. Det er en berigende tanke, synes jeg.

 

Endnu ser vi i et spejl i en gåde

Der står et sted i Bibelen, at ”endnu ser vi i et spejl i en gåde” – det betyder, at vi ikke ser klart, fordi vores syn er sløret. Der er lagt et slør hen over vores øjne. Måske kan vi heller ikke holde til at se alting klart – for så ville vi se med Guds blik. Og det ville vi nok ikke kunne overskue konsekvenserne af. Det er ord, som jeg holder af at tænke på i min lykkelige boble på Læsø, hvor jeg til tider kan blive irriteret over, at der ikke er noget at hidse sig op over. Fordi livet her er godt og ukompliceret. Ordene minder mig om, at jeg ikke ved alt om alle; at jeg aldrig kommer til det. Det giver mig lyst til at gå ud og opleve den farverige og mangfoldige verden, der ligger udenfor min dør på Læsø.

 

Eva Bernhagen