Mælkevejen over grantræers toppe

Nattehimmelen på Læsø

Foto: Læsø Turist- og Erhvervsforening

Lysforurening gør det svært at se stjernerne. Men ikke på Læsø. Her er mørket værd at rejse efter.

En vrimmel af stjerneskud

Hvert år mellem den 3. og 4. januar kan du opleve stjerneskudsværmen kvadrantiderne. Hvis vejret arter sig, kan du være heldig at se et festfyrværkeri af stjerneskud. Tag væk fra byens lys og oplev meteorsværmen folde sig ud på en mørk nattehimmel. Der er adgang til alle statens naturområder hele døgnet rundt, så pak et tæppe og noget varmt at drikke, læn dig tilbage og nyd udsigten.

En Dark Sky ø

Derfor søger Læsø Kommune om at få lov til at blive anerkendt for sit mørke og blive et certificeret Dark Sky Place; en international samling af områder, hvor mørket er så tæt, at man kan se nattehimlen og hele tæppet af stjerner uden nogen form for lysforurening.

På Læsø ønsker vi at beskytte dette naturfænomen, så der stadig er muligheder for at se de fantastiske stjernebilleder og undgå lysforurening. 

Om Dark Sky Association

Dark Sky Park er et område med ekstraordinære stjerneklare nætter. Områderne findes 44 steder i verden. Dark Sky Communities er områder, hvor der er udvist exceptionelt engagement i bevarelsen af nattehimlen. Møn er det første område i verden, som er blevet udnævnt som både Dark Sky Community og Dark Sky Park. Læs mere på: darksky.org

Læsø enestående også når det er overskyet

Selv når det er overskyet og stjernerne er gemt væk, er der masser at komme efter i Læsøs mørke. Dine sanser bliver skærpet. Du kan høre fuglene, bølgerne, vinden, stilheden og roen. Det er så omfavnende at komme herop i klitterne og kigge ud over ingenting...