Hvis der er is på Badesøen – eller en af de andre søer i klitplantagen - kan du tage børnene med ud på skøjter. Husk, at det er de lokale myndigheder, der fastsætter, hvornår isen er sikker – normalt når den er 13 cm tyk. Hvis isen stadig er for skrøbelig, kan I gå på jagt efter dyrespor i sneen. Nyfalden sne i et tyndt lag er bedst. Prøv om du kan finde ud af hvilke dyr, der har afsat sporene, og følg nogle af dem et stykke for at se, hvor dyrene færdes. I kan også gå på jagt efter de såkaldte ’ædespor’. Ædespor er for eksempel grankogler, som dyr og fugle har gnavet på deres helt særlige måde.
Laver og mosser til juledekorationerne strutter smukt i frosten. Du må gerne plukke lidt til eget forbrug i Læsø Klitplantage, hvor der er for eksempel er meget rensdyrlav. Pas dog på ikke at efterlade for store åbne pletter i skovbunden. Også kogler i skovbunden må du tage, og finder du lidt gran, som ligger på jorden efter efterårets fældninger, må du også gerne samle det.